Hvor meget gavepapir bruger vi egentligt omkring jul? Og hvor meget af det er FSC-mærket eller produceret under CO2 neutrale forhold? Som papirbrand har vi fokus på den fornuftige produktion, og vi trykker på Cradle to Cradle certificeret + FSC certificeret skandinavisk kvalitetspapir med CO2 neutral produktion.
Derfor er jeg også i år igen blevet inspireret af den japanske tradition, hvor man pakker gaver ind i stof – et materiale, der i højere grad kan genbruges som gaveindpakning end det traditionelle gavepapir. Og jeg har så småt fået flere af mine familiemedlemmer med på ideen.
Furoshiki teknikken er simpel – og når jeg pakker ind, bevæger jeg mig også en smule udenfor traditionelle teknikker. Det er nemlig ok at lade sig inspirere, og finde sin egen metode og sin egen vej. Jeg vil her vise, hvordan jeg bruger stof, når jeg pakker gaver ind. Et mix af stilarter og farver – alt efter hvilket humør jeg er i 🙂
Og det sjove ved denne måde, at pakke dine gaver ind på er, at du kan dykke ned i gemmerne efter gamle tørklæder, stofrester, viskestykker eller lommetørklæder. Du kan også finde materialet i genbrug eller købe små patchwork-stoffer – de kommer i mange skønne motiver og farver. Jeg har selv her brugt et arvestykke. Min farmors gamle tørklæde – det giver pakken en helt speciel værdi.
Furoshiki – Den japanske
Når jeg pakker gaver ind på denne måde, bruger jeg intet gavebånd. Hvis jeg synes det passer fint til stoffet pynter jeg med enten tørrede blomster, friske blomster eller et til-og-fra kort i fint papirklip.
Den mere traditionelle
Til denne er jeg gået i stofresterne og har fundet lidt forskellige farver frem. Jeg har altid elsket stofbånd, og har måske lidt for mange ruller liggende i gemmerne 🙂 Men når jeg pakker gaver ind i stofrester o.l., ser det så fint ud med stofbånd også.
Der er intet bedre end en fin pakke, der er blevet lagt lidt ekstra nærvær og fordybelse i. Vi kan ofte komme til at springe denne del over, da vi ikke føler, vi har tiden eller overskuddet – og gaven skal jo alligevel pakkes ud igen. Men synes vi, vi ikke har tiden, er det måske fordi, der er for mange gaver juleaften … Det plejer at være min filosofi 🙂
Jeg håber, du har fået inspiration til alternative måder at pakke julegaverne ind på. Har du nogle gode fif, så smid dem endelig i kommentarfeltet.
God fornøjelse med julepakkeriet!