Det håndskrevne får os til at huske bedre og hjælper os med at fordybe os
I en tid, hvor store dele af vores hverdag foregår i den digitale verden, er det måske på tide, vi stopper op og stiller os selv et vigtigt spørgsmål: Er der noget, der går tabt, når breve, noter, mindre beskeder og kalenderføring alt sammen foregår enten ved hjælp af vores dyrebare telefoner eller computere? Jeg har selv i min studietid skrevet alle længere opgaver på computer, for ja, det er jo nemmest. Men til forelæsninger tog jeg altid noter i hånden. Af flere årsager: 1. det er en del år siden, så de bærbare var mindre bærbare end de er i dag 🙂 og 2. det faldt mig nemmest at skrive i hånden. Og nu viser flere undersøgelser også, at indlæringen er større og vores hukommelse bedre, når vi tager noter på old-fashioned manér – i hånden!
Pennen aktiverer hjernen
Hjerneforsker og professor i neuropsykologi Audrey van der Meer mener det skyldes, ”at vi bruger større områder i hjernen, når vi tegner eller skriver i hånden.” Pennen aktiverer altså hjernen bedre end tastaturet gør. Og hvordan hænger det lige sammen? Jo, når der er bevægelse involveret, tager vi flere sanser i brug. Og der skabes aktivitet og kontakt mellem de forskellige dele af hjernen. Van der Meer forklarer desuden, ”at det at skrive eller tegne i hånden sætter hjernen i en tilstand, som gør den mere modtagelig for læring, fordi der bliver skabt større aktivitet i de sensomotoriske dele af hjernen.”
Udvælg det vigtige
Sidder du til en forelæsning eller et møde, er det umuligt at få al information skrevet ned, når du tager noter i hånden. Pennen kan oftest ikke følge med. Og dette er nok også en af hovedårsagerne til, at mange lader fingrene suse hen over tastaturet og tager noter på computeren. Skriver du noter i hånden, er du nødt til at udvælge det vigtigste. Det er nødvendigt at du tager stilling til det, du hører, inden du skriver det ned. Lisa Gjedde, professor på Aalborg Universitet, forklarer, at vi på den måde ikke bare registrerer de informationer vi modtager, men også bearbejder og vurderer det, inden det lagres i vores hukommelse.
Noget lig denne teknik gør sig gældende ved analog kalenderføring. Her udvælger du også ugens vigtigste opgaver, skriver dem ned, og prøver at følge din plan. Er der ting, du ikke når, bliver du aktivt nødt til at vurdere og udvælge, om lige netop det punkt på din to do-liste skal føres videre til næste uge, eller om det ikke længere er relevant. Du kan ikke blot copy-paste listen, du skal skrive hvert punkt på ny, og det gør, at du udvælger det vigtigste og har større fokus på de forskellige opgaver.
Fokus og fordybelse
Det kræver en stor del koncentration, fordybelse og finmotorik, når vi slipper pennen løs. Og lige meget om det er den smukkeste skråskrift eller de mindre kønne kragetæer, der toner frem på papirer, er det de samme fordele, du opnår. Gjedde uddyber, at du, når du skriver i hånden også, ”guider din hånds bevægelser med øjnene hele tiden, og derfor har du større fokus på ordene.”
Og måske er det derfor nemmere at fordybe sig med pen og papir? Jeg oplever i hvert fald ofte, at når jeg tager disse – for nogle oldgamle – midler i brug, så øger det også min kreativitet og jeg fordyber mig nemmere i papirets blanke sider. Det er nemlig en helt anden følelse at sætte sig i skyggen af et træ en varm sommerdag med sin notesbog og lade tankerne ramme papiret end samme scenarie, men med en bærbar. Og ja, det skal selvfølgelig igen nævnes, at jeg ikke tilhører den generation, der fik stukket en bærbar i hånden allerede i de mindre klasser. Jeg er fra den tid, hvor stile blev skrevet i hånden, og hvor ordenskarakteren var meget vigtig 🙂 Og jeg har altid nydt at skrive i hånden. Men jeg kan kun opfordre til at gøre det noget oftere. Prøv det! Lad computeren og mobilen få en pause og mærk, hvordan din hjerne arbejder på en helt anden måde, når du ikke blot kan copy-paste, slette hele sætninger og gemme alt i skyen. Måske kan pen og papir faktisk give dig en større frihed …
Kilder: gymnasieskolen.dk og dr.dk