Året startede med fornyet energi og et hav af nye projekter og planer, der skulle føres ud i livet – og nu er det allerede den allersidste dag i februar … og vi har ikke nået vores delmål, er langt bagud og føler allerede, at vi har fejlet.
Der kan være mange grunde til, at vi ikke når vores delmål. Uforudsete udfordringer, sygdom, andre opgaver, der haster og presser på i hverdagen eller på jobbet. Det er en balancegang at nå det vi gerne vil, og det vi er nødt til at nå, for at hverdagen kan hænge sammen. Og det er oftere at vi er lidt bagud, end vi har ekstra tid til de forskellige opgaver. Men hvordan skaber vi den bedste balance? Og hvad gør vi, når vi allerede nu kan se, at de delmål vi har sat os for de første tre måneder af det nye år, tager længere tid for os at realisere.
Revurder!
Hvad enten du har måtte bukke under for de vira, der florerer i disse vintermåneder, eller du har haft for meget på din tallerken af den ene eller anden grund, så gælder det om igen at komme i gang med målsætningen – og lave de nødvendige ændringer for, at dine delmål bliver realiserbare.
Vi fokuserer altid på den positive målsætning. Det nytter nemlig ikke at slå sig selv oveni hovedet, når målsætningen skrider.
Det gælder i stedet om at kaste sig ud i planlægningseventyret igen – revurder og læg en ny plan. Start med at stille dig selv disse spørgsmål:
Hvad forhindrede mig i at kunne overholde mine målsætninger?
Hvilke ændringer skal jeg lave i min planlægning?
Hvor starter jeg igen?
Har jeg gjort plads til uforudsete udfordringer?
Hvad lykkedes jeg med – og hvad kan jeg lære af det?
Sæt dig selv nye mål – eller finpuds dine tidligere mål
Når du har fundet ud af, hvor du kan justere i din tidligere plan, for at give dig selv mere plads til at nå dine delmål, er det på tide at sætte nye mål. Glem ikke fokus på de ting, der lykkedes. Se dem som en rettesnor for, hvor din energi er stærkest, og hvilke ting, du har succes med.
Er der måske ting, du ikke får nået, som du med fordel at outsource? Eller noget, du har brug for hjælp til og sparring med, førend du kan føre det ud i livet? Lige så vigtigt det er at kende sine egne styrker, lige så vigtigt er det at være opmærksom på, hvor vi kommer til kort og behøver hjælp.
Skriv 4 nye delmål, du skal have nået inden for de næste tre måneder.
Lad dig inspirere!
Rejs dig fra skrivebordet og kig op fra computeren. Inspiration kan komme mange forskellige steder fra. Er du gået i stå eller føler du, at du ikke kommer nogle vegne, kan det være en god ide at se tingene fra nye vinkler.
Det kan være en tur i parken på en smuk solskinsdag, en kop kaffe ude i byen eller en pause fra hverdagens konstante input, hvor du fordyber dig i noget, der ikke nødvendigvis har noget at gøre med den opgave, du sidder med nu.
Det gælder om at få energien tilbage og et fornyet perspektiv.
Og med disse tanker vil vi springe ind i marts med fokus på den positive målsætning med nye, finpudsede mål og drømme – og troen på, at vi godt kan! Også når tiden synes at løbe fra os, og vi ikke når alle opgaverne på to do-listen. Tro på, at du kan! Og tag hul på marts med den reminder frisk i din hukommelse. Vi håber, du får en fantastisk måned!
Har du gode råd og fif til en balanceret målsætning, så skriv endelig i kommentarfeltet nedenfor 🙂